Delfingrise - et resultat af ekstrem avl
- for 2 dage siden
- 4 min læsning
Landbrugets grumme ”mere for mindre”- tankegang skaber tusindvis af taberdyr, f.eks. de små underudviklede 'delfingrise'.
Skrevet af dyrlæge Astrid Ruegaard Hansen
Der dør minimum 25.000 smågrise om dagen i det danske landbrug, heriblandt delfingrisene. Det er cirka 10 millioner om året.
Vi har haft flere frivillige aftaler med producenterne, som Svinehandlingsplanen fra 2014 og nu Sammen om Dyrene fra 2024, men ingen af disse adresserer den voldsomme avl af grisene, hvor man avler efter større kuld og hurtigere vækst.
Der tages ikke fat om roden og det har enorme konsekvenser for dyrene, som mærker og oplever det hele på egen krop.
Delfingrisene
Landbrugets ekstreme produktionsfikserede avlsprogrammer har skabt so-grise, der danner så unaturligt mange fostre, at op til 30 % af fostrene pga. pladsmangel i livmoderen bliver underernærede og fødes misdannede, - nogle af dem med ekstremt små kroppe og store hoveder.
Delfingrisene - også kaldet IUGR-grise (intrauterin growth restriction) - er små, underudviklede pattegrise med delfinlignende hovedform, udstående øjne og rynker ved munden, der prioriterer hjernens vækst på bekostning af resten af kroppen.
En normal gris har en fødselsvægt på 1-1,5 kg, nogle vejer mere end 1,5 kg ved fødslen. De klarer sig godt i kampen om patterne og tager hurtigt på.
Alle grise med en fødselsvægt under 1 kg vil have svært ved at klare sig. Jo større kuld, jo flere små, svage og dødfødte grise er der.
Men producenten får måske 1-2 ekstra af de små grise til at overleve og har dermed øget sin produktion.
At det så koster mange små grise livet og giver dem en lidelsesfuld død er ikke med i regnskabet.
Alle disse smågrise er født undervægtige og svage, og mange dør under eller lige efter fødslen af kulde og sult eller bliver klemt ihjel af soen, fordi de ikke flytter sig, når hun lægger sig.
Store kuld, mangelfuld overvågning og en stresset so (uro i stalden, dårlige liggeforhold, ingen mulighed for redebygning, over-/undervægt, m.m.) medfører forlænget faring (fødsel) og dermed en øget risiko for iltmangel for fostrene under fødslen.
Dette medvirker også til, at der er mange små, sløve grise, som ikke kan nå at reagere på soens amputerede signaler om, at hun vil lægge sig.
En so i en fikseringsboks (fareboks) kan ikke udføre sin normale adfærd i forhold til at vække grisene og fortælle, at nu lægger hun sig. Fikseringsbokse bruges til ca. 96,5 % af danske søer.
En staldmedarbejder fortæller:
"Mange af de søer, som har prøvet det før, vil ikke ind i båsen. Det er et stort dyr, og vi må desværre til tider slå og sparke dem, for at de går derind. Det er jo ikke en sjov del af arbejdet, men de vil altså ikke derind. De ved godt, at de ikke kan bevæge sig, når boksen først er lukket til. I starten kunne jeg slet ikke være med til det, men det bliver en del af hverdagen. Vi skal jo også have dem til at rejse sig i boksen hver dag, så de ikke får liggesår. Det kan også godt være ret voldsomt, hvis de har farefeber eller andet. De ligger sig hurtigt igen, og mange af dem har også liggesår alligevel. Jeg ved ikke hvordan det er kommet hertil, men sådan er det altså."
De såkaldt 'løse søer'
I svinehandlingsplanen indgik et mål om at flere søer skulle være ”løse” under faring, men erhvervet er meget kede af at ændre på de traditionelle fikseringsbokse som ovenfor.
Man har derfor udviklet systemer, man kalder ”løse”, men hvor der reelt stadig er tale om, at søerne står fikserede fuldstændig som i de gamle systemer i dagene omkring fødslen.
Så der er stadig ingen mulighed for at søerne kan udføre den dybt nedarvede redebygningsadfærd og den naturlige adfærd omkring smågrisene.
Mangelfuld fødselsovervågning
Det er dyrt at have personale i stalden døgnet rundt. Selvom man gør, hvad man kan for at få søerne til at føde deres grise i dagtimerne, foregår der også fødsler om natten, og de langvarige fødsler og mange svage eller dødfødte grise betyder, at både soen og grisene kan få brug for hjælp.
En landmand udtaler i en artikel i Landbrugsavisen:
”Jeg har fx valgt, at vi skal være færdige med at passe grise om eftermiddagen. Derefter kommer vi stort ikke i stalden før næste morgen, og jeg har heller ikke nogen planer om at indføre nattevagt.”
Det handler altså ikke om at sikre dyrevelfærden, men at holde omkostningerne nede. Der er altså et indregnet spild, som producenten er helt klar over.
Når hans medarbejdere møder ind om morgen, kan de starte med at smide de dødfødte og døde smågrise ud, som er kommet i løbet af natten - som er døde af kulde, for svage kroppe eller andet.
Herefter kan de overveje, hvilke andre der er værd at redde ...
Hvornår adresseres skamavlen?
Så længe at erhvervet får lov til at fortsætte avlen mod stadigt større kuld - og fastholde det antal, man er nået til nu, så vil dødeligheden og delfingrisene fortsætte.
