Et besøg i en anderledes produktion
- for 4 dage siden
- 4 min læsning
Opdateret: for 3 dage siden
Jeg har meldt mig til SOfari, som er en slags åbent landbrug besøgsdag, men for økologer. Det er arrangeret af Landbrug & Fødevarer i samarbejde med foreningen FØKS samt Friland, Organic Pork, Tican og Økologisk Landsforening.
Jeg skal til Birthesminde og arrangørerne har sørget for bus dertil fra Hovedbanegården, KBH.
Turen tager 45 minutter, og på et tidspunkt bliver der fortalt lidt i højtaleren om Birthesminde. Gården har to forskellige racer: Mangalitzaen, som også er kendt under navnet ungarnsk uldgris og sortbroget dansk landrace.
Der bliver sagt, at de har en “langsom vækst”. Jeg løfter mine øjenbryn.
Jeg tænker nemlig, at deres vækst vel ikke er “langsom”, men naturlig - det er industrigrisene, der har en turbovækst, som ikke skal forstås som ‘normal’.
Da vi ankommer, er der mange familier med børn. Der er en lille gårdbutik, en cafe og der er sat op til snobrød, som flere benytter sig af.
Jeg går hen til en indhegning, hvor jeg kan se nogle uldgrise med unger. Der er flere andre, der står og kigger på dem. Ingen tvivl om, at de alle synes, at smågrisene er enormt søde og nuttede.
Der er nogen, der slet ikke er klar over, at grise ikke altid er lyserøde og uden hår.
Jeg går lidt tilbage og hen til en anden indhegning. Her er en orne, der hedder Fritz, og som går sammen med to søer.
På Birthesminde reproducerer grisene sig naturligt. Det er ret usædvanligt i produktionen af kød.
Det normale er, at man fx på en ornestation onanerer på ornerne og opsamler sæden. Sæden leveres så til smågriseproducenten, hvor en medarbejder sætter sig på soen, rører hende på bestemte steder som patter og kønslæber for at gøre hende i ‘humør’, hvorefter man indsætter sæden gennem et plastikrør.
Det sker hele tiden for at kunne producere de årlige 40 millioner grise.
Jeg går videre hen mod ‘skoven’. Der går en lang sti rundt, hvor der er forskellige store indhegninger til grisene.
De har virkelig store indhegninger. De har masser af plads til mudderbade og til at grave i jorden.
De er i gang med at blive fodret, hvilket sker manuelt. Forstået på den måde, at i større produktioner sker det mekanisk gennem systemer sat op i bygningerne. Medarbejderne behøver ikke være til stede, da en computer styrer det hele.
På Birthesminde bliver foderet leveret med traktor og deres store madskåle bliver fyldt på engen - én indhegning af gangen. Det giver medarbejderen rig mulighed for at se til hver enkelt af grisene. Det hele er til at overskue.
Hende der fodrer, peger nogle grise ud, og sætter en stor fed rød streg på ryggen af dem. Der er en lille dreng, der spørger, hvorfor hun tegner på dem.
Hun fortæller, at det er fordi, de så er de næste, der skal slagtes. Hun gør det i flere af indhegningerne.
Jeg spørger, hvor de bliver slagtet henne, og får at vide, at det er et slagteri 25 minutter væk. De kører selv grisene derhen, og grisene følges altid med nogen, som de har fulgtes med gennem hele livet.
Ofte i industrien kan grisene risikere at blive blandet flere gange gennem deres korte liv, hvilket er stressende for dem.
Der er en, der spørger, hvor gamle grisene med de røde streger er. Hun siger, at de er mellem 12-14 måneder. I industrien bliver de kun 5-6 mdr.
Jeg spørger en medarbejder, hvor gamle avlssøerne normalvis bliver. Hun fortæller mig, at de har en, som faktisk er 8 år, men at det selvfølgelig er usædvanligt.
Jeg spørger, hvor ofte de gøres gravide. Der er under et år mellem hver fødsel. Hun forklarer, at de er gravide i næsten fire måneder. Så er de sammen med deres unger i cirka tre måneder. Så går de lidt selv, og så er det ved at være tid igen.
Jeg spørger, hvordan de sikrer fertiliteten og brunsten som ønsket. Hun fortæller, at de bruger restriktiv fodring, men ikke andet end det. Det er for at fremme bestemte hormoner, som hjælper på fertiliteten.
Jeg spørger også en medarbejder om pattegrisdødeligheden. Selvfølgelig kan det ske engang imellem, men det er meget få procent.
I en indhegning ligger en masse smågrise og sover efter fodringen. Deres mødre er gået i skoven. En medarbejder står og snakker med folk. Der er en mand, der spørger, om det virkelig er rigtigt, at søerne, til det frilandskød han køber i Lidl, har ring i trynen.
Medarbejderen kan selvfølgelig ikke svare specifikt i forhold til det bestemte kød, men siger, at ja, de fleste frilandssøer har ring i trynen. Grunden til, at Birthesminde ikke har, er fordi, at de har jord og plads nok til at lade dem rode jorden op.
Manden synes, det er virkelig synd med den ring, og medarbejderen er helt enig, da det at rode i jorden er en kæmpe del af grisenes naturlige adfærd, som de jo så ikke kan udleve.
Birthesminde har taget et bevidst valg om, at det vil de ikke byde grisene. Det kræver så bare, at man har pladsen til det. Udover pladsen bruger de kræfter på at så en masse frø på det jord, som de har rodet op. Altså grisene flyttes mellem indhegninger.
Men de kommer aldrig på stald. De er ude hele året hele deres liv, og kan udleve deres naturlige adfærd.
Folk var begejstrede over at se, hvor godt et liv grisene har på Birthesminde. Og jo, det er det bedste dyrevelfærd, jeg har set.
Birthesminde er selvfølgelig også en produktion. Det er en forretning, som skal løbe rundt - den skal være rentabel.
Derfor er det så vigtigt, at vi får skabt nogle rammer, hvor det er disse produktioner, der bliver politisk favoriseret - og ikke produktioner, hvor dyrevelfærdsloven er sat til side, og hvor produktionen oveni skader os både til lands, til vands og i luften.
Mit navn er Lisel Vad Olsson - jeg har skrevet ovenstående indlæg, og er forfatter til bogen ‘Data, dyr og dagliljer’. Bogen er både en gribende og grundig bog. Solidt forankret i forskning tager den os på en forandringsrejse gennem de planetære grænser og medfølelsens betydning for vores eget helbred, måde at være i verden på - og ikke mindst måden vi dyrker mad på.
