Dyrlæge: De avler sygdomme i dyrene, og skaber selv behovet for den store mængde antibiotika
- 4. mar.
- 4 min læsning
Landbruget påberåber sig hensynet til dyrevelfærd som etisk påskud for at bruge antibiotika mod problemer, dets egne produktionsmetoder skaber.
Følgende er skrevet af dyrlæge Astrid Ruegaard Hansen.
DET ETISKE RÅD har i 2025 udgivet en rapport om antibiotikaforbruget i Danmark og de deraf følgende resistensproblemer, som er en voksende trussel mod os alle. Hver gang man bruger antibiotika, dannes resistente bakterier, og resistente bakterier kan gøre helt banale infektioner fatale.
Rådet anbefaler, at Danmark går foran med en grundlæggende omlægning af den intensive animalske produktion, fordi den i sig selv skaber et unødvendigt behov for antibiotikabehandling af dyrene med stor risiko for spredning af resistente bakterier til mennesker - hvilket allerede forekommer.
Det er derfor sygehusene ved indlæggelse af nye patienter spørger, om man har haft kontakt til svineproduktion.
I Danmark findes der mange millioner dyr, som vi kalder produktionsdyr. Dyr, som vi holder for at udnytte det, de hver især kan producere: kød, mælk, æg, huder m.m.
Disse dyr rammes i stor udstrækning af såkaldte produktionssygdomme, det vil sige sygdomme, der ikke eller meget sjældent optræder i naturen eller under naturlige forhold. Det er sygdomme, som vi mennesker de seneste årtier har fremprovokeret på grund af den måde, vi avler og holder disse dyr på.
PRODUKTIONSSYGDOMSBEGREBET opstod i 1980’erne, hvor industrialiseringen af landbruget for alvor havde fået fart på. Avlen blev intensiveret, og staldsystemer i stål og beton blev udviklet af landbruget selv.
Landbrugets mantra var og er:
Så mange dyr på så lidt plads som muligt og med så lavt foderforbrug og hurtig vækst/stor ydelse som muligt.
Tidligere blev dyrlæger uddannet i at håndtere sygdomme opstået hos enkeltdyr som følge af f.eks. ulykker, forgiftninger, simple infektioner, utilstrækkelig fodring og fødselskomplikationer.
I dag lærer de dyrlægestuderende, at produktionssygdomme er helt normale og hyppigt forekommende, og at de udgør størsteparten af de sygdomme, som dyrlægen skal behandle.
Produktionssygdommenes frekvens og alvorlighed har direkte sammenhæng med:
avl, staldsystemer, management, fodring, ydelse og dyrets alder.
Alle danske landbrugsdyr er unge dyr, der burde være sunde og raske. Alligevel er der udbredt sygdom og høj dødelighed i de danske stalde. F.eks. dør 16 procent af søerne, altså godt hver sjette so, inden de ellers ville blive slagtet kun få år gamle. Og der er en daglig pattegrisedødelighed på ca. 25.000.
Dyrene er blevet avlet til at producere så ekstremt meget, at deres kroppe balancerer på en knivsæg for at kunne klare presset i bare få år. Så snart de får en sygdom eller bliver bare få år gamle, vil deres produktion falde. Lav ydelse er der ikke penge nok i, så de aflives, dør eller slagtes.
En højtydende malkekos krop præsterer hver dag, hvad der svarer til 1,5-2 marathon, fordi den er avlet til at yde ekstremt meget mælk, samtidig med at den næsten konstant er drægtig.
En so får 2,3 store kuld grise om året, hvilket betyder, at den kun har ganske få uger om året, hvor den ikke enten er drægtig eller har diende unger. Og kuldene er større, end hun har patter til, og det medfører fødselskomplikationer med infektioner og mange døde smågrise.
Men det kan betale sig.
I staldene går dyrene meget tæt, kun omgivet af beton og stål, og da der er tale om unge, immunsvage og stressede dyr, er smittepresset højt. Det kender alle forældre til småbørn i institutioner alt for godt.
MANAGEMENT ER måden, landmændene passer og håndterer dyrene på, og den medfører også sygdomme.
Det, at man fjerner kalven fra sin mor inden for det første døgn og fjerner smågrisene brat fra soen efter 21-28 dage (det som landbruget kalder fravænning), betyder at de umodne tarmsystemer udvikler diarre, som behandles med antibiotika og bakteriedræbende tungmetaller. Kalvene placeres i små bokse, og de slås også med lungebetændelser.
Den ekstreme ydelse kræver meget energirigt foder, kraftfoder, som dyrenes maver og fordøjelse ikke er skabt til at fordøje i store mængder. Alle dyr har brug for fiber i deres foder, men fiber kræver lang tyggetid, tager plads fra det energiholdige foder, og er langsomt omsætteligt i tarmsystemet.
Derfor fodres dyrene i høj grad med ufysiologisk, hurtigt omsætteligt foder, som afstedkommer mange typer af alvorlige produktionssygdomme, bla. mavesår.
Eksempler på produktionssygdomme er:
Yverbetændelser, fødselskomplikationer, livmoderbetændelser, ben- og klovlidelser, mavetarmlidelser, vomsygdomme, mavesår, blodforgiftninger, organdrejninger, stofskiftesygdomme, leverbylder, sygelig stressbetinget adfærd m.m.
Mange af disse sygdomme kræver antibiotikabehandling.
Det Etiske Råd kommer enstemmigt med denne klare og logiske konklusion:
»Vi bør ikke etisk acceptere, at fødevaresektoren med den ene hånd selv skaber et kunstigt stort behov for at bruge antibiotika - for så med den anden hånd at påberåbe sig hensynet til dyrevelfærd som etisk påskud for at bruge antibiotika som et middel til at løse et problem, man selv har skabt«.
Talen er klar.
Nu venter vi på politisk handling.
Hjælp grisene med at blive hørt i de politiske debatter: www.svinevalg2026.dk
Mit navn er Lisel Vad Olsson - jeg har lavet svinevalg 2026, og er forfatter til bogen ‘Data, dyr og dagliljer’. Bogen er både en gribende og grundig bog. Solidt forankret i forskning tager den os på en forandringsrejse gennem de planetære grænser og medfølelsens betydning for vores eget helbred, måde at være i verden på - og ikke mindst måden vi dyrker mad på.
