Skal vi hacke dyret eller systemet? Lidt om CRISPR

Forestil dig en gris. En "perfekt" gris. For mange af os er det måske et billede af et dyr, der roligt går rundt og hygger sig, hviler i sin udførligt byggede rede, og lever et liv med plads til at rode frit i jorden mellem træer.

Men i industriens verden er "perfektion" ofte defineret af effektivitet og økonomisk overskud:

Turbovækst, enormt store kuld, og resistens mod sygdomme, der trives i trange betonhaller.

Selskaber som Pig Improvement Company (PIC) går forrest i jagten på genetisk “forbedring”, senest med brugen af CRISPR-teknologi til at skabe grise, der er immune over for den tabsgivende PRRS-virus.

Fra en vinkel er det en sejr for dyrevelfærden: 

Færre grise lider af sygdom.

Men et dybere etisk spørgsmål rejser sig:

Forbedrer vi grisen - eller forbedrer vi blot dens evne til at overleve kort tid i et system, som på mange flere måder skader den?

Når vi taler om "pig improvement", bærer det implicit en tankegang om, at grisen er et produkt, der skal optimeres til vores produktionsbehov. Vi måler dens værdi i antal smågrise pr. so pr. år og dens evne til at omsætte foder til kød.

Det reducerer et levende, følende væsen til en enhed i en profitmodel. Det er her, sagens kerne ligger.

Er grisen syg, fordi dens biologi er mangelfuld, eller fordi vi holder den under forhold, der uundgåeligt fører til sygdom?

PRRS-virussen trives i besætninger med høj tæthed og dertilhørende stressfaktorer.

Ved at genredigere grisen til at modstå virussen, angriber vi symptomet, ikke årsagen.

Vi fastholder og cementerer et paradigme, hvor dyr indpasses i industrielle fabrikker, uagtet deres naturlige behov.

Tilhængere vil argumentere for, at teknologien er en nødvendighed for at brødføde en voksende befolkning og reducere økonomiske tab.

Men alle disse argumenter er falske, når vi fx kan brødføde langt flere på flere planter, og ser vi på samfundsøkonomisk på det, så er det en underskudsforretning af dimensioner.

Meget af sygdomspresset kunne forebygges med langt bedre management, langt lavere besætningstætheder, hvor grisene lever udenfor, hvor de kan udleve deres naturlige adfærd i naturlige kroppe uden turbovækst - et fokus på sundhed og velfærd frem for ren produktivitet.

Det er trods alt dyr, vi har med at gøre og ikke sko eller plastikdimser.

Så hvem er det egentlig, der har brug for "forbedring"?

Er det grisen, eller er det os og de systemer, vi har opbygget?

I stedet for at "hacke" dyrets DNA med tvivlsomme genteknologier, kunne vi fokusere på at "hacke" systemet.

Dette kunne indebære:

• Investering i bedre dyrevelfærd: Plads udenfor til rodning og naturlig adfærd i naturlige kroppe, der får et naturligt antal unger.

• Støtte til lokale og mindre produktionsformer: Mindske afhængigheden af store industrielle enheder og fremme lokale fødevaresystemer.

• Udfordring af forbrugskulturen: Reflektere over vores kødforbrug og efterspørge produkter fra dyr, der har levet et liv værd at leve - og flere planter i kosten.

• De store køkkener går forrest: De offentlige køkkener skal gå forrest og følge de officielle kostråd.

En mere etisk og bæredygtig tilgang ville være at anerkende grisens iboende værdi og skabe rammer, der respekterer dens natur.

Dette betyder færre grise, produceret med større omhu.

Det kan også betyde, at vi må acceptere, at kødproduktion ikke altid kan være maksimalt effektiv - de biologiske grænser skal respekteres.

Spørgsmålet om, hvorvidt vi skal "hacke dyret eller hacke systemet", er ikke blot teknologisk, men i høj grad etisk.

Det er på tide, at vi flytter fokus fra at optimere dyret til fabrikken og i stedet begynder at optimere miljøet omkring dyret.

Det er der, den virkelige "improvement" ligger.