Manipulation fra Danske Svineproducenter
- 15. mar.
- 8 min læsning
Danske Svineproducenter har d. 10 marts 2026 lavet et såkaldt “faktaark”, som nu deles i vores kommentarspor. Det vil jeg gerne gennemgå punkt for punkt.
Deres ord er med grønt og vores svar med sort.
En aktindsigt i kontrolkampagne fra 2024, offentliggjort i 2025 omfattende syge- og tilskadekomne søer og slagtesvin viser at 0,0353% af de kontrollerede søer (56 ud af 158.469 søer) fik bemærkninger, og 0,006% af de kontrollerede slagtesvin (88 ud af 1.477.809 slagtesvin) fik bemærkninger.
Procenttal er korrekt matematisk beregnet, men misvisende:
De dividerer besætningssanktioner ned på total population for at gøre problemet mikroskopisk.
Ignorerer, at 1/5 af kontrollerne fandt alvorlige fejl (inkl. 12 politianmeldelser), og at niveauet er uændret siden 2021 (ca. 80% compliance).
Undlader at nævne anbefalinger om bedre tilsyn, optegnelser og håndtering - rapportens kerne.
Rapporten bekræfter systemiske udfordringer i håndtering af syge dyr, især i større besætninger, hvilket modsiger "alt er fint"-narrativet.
Altså kraftigt misvisende …
Hvis en svineproducent bliver politianmeldt af Fødevarestyrelsen, er der ingen i Miljø- og Fødevareministeriet eller Justitsministeriet der ved om anmeldelsen fører til dom. Derved er der ingen læring til ansatte i Fødevarestyrelsen, om en politianmeldelse er korrekt.
En politianmeldelse sker kun ved grov forsømmelse.
Der er jo noget helt galt, hvis ikke man ved, hvornår man groft forsømmer et dyr.
Det kræver ikke dom fra retten at forstå grundlæggende pligter som "behandl eller afliv".
Påstanden om "ingen læring" flytter fokus fra producenter til myndigheder, mens problemet er vedvarende overtrædelser i 20-30% af besætninger.
Producenter skal ikke have dom for at vide, hvornår et dyr lider - det er et velfærdsgrundlag, ikke en gråzone.
Alle cirka 15.000.000 slagtesvin der transporteres til slagteriet, bliver ved ankomst kontrolleret af Fødevarestyrelsens dyrlæger. Hvert enkelt dyr kontrolleres.
Alle cirka 15.000.000 smågrise der eksporteres bliver inden afgang kontrolleret af dyrlæger ansat i Fødevarestyrelsen. Hvert enkelt dyr kontrolleres.
Alle lastbiler der bruges til eksport, kontrolleres inden afgang af dyrlæger ansat i Fødevarestyrelsen.
Påstanden om at “hvert enkelt dyr kontrolleres” ved ankomst til slagteri og ved eksport er i praksis ikke realistisk, når man tænker på mængderne (15 mio. slagtesvin og 15 mio. smågrise).
I slagterier og ved eksport er der typisk tale om:
stikprøvekontrol,
visuel gennemgang af hold/flok,
fokus på de mest oplagte afvigelser (alvorligt halte, døde, tydeligt syge dyr).
Selv når en dyrlæge “ser” alle dyr på en last, er det ikke det samme som en egentlig individuel velfærdsvurdering; det er et hurtigt visuelt check under tidspres.
Formuleringen er derfor i bedste fald stærkt overdrevet og giver en falsk tryghed om kontrollernes dybde.
Det er ikke en garanti for god dyrevelfærd.
Slet ikke når vi ved, at millioner af dyr ankommer til slagteriet med lidelser:
Der dør ikke 25.000 pattegrise om dagen. 40% af de døde pattegrise er dødfødte.
Danske Svineproducenter bruger de 40% dødfødte som en sovepude. Men sandheden bag tallet er, at den ekstreme avl betyder, at hver fjerde pattegris dør.
At producere livløse grise og grise, der sulter ihjel pga. mangel på patter og svage kroppe, fordi grisene kæmper om næringen, er ikke god dyrevelfærd - det er en systemfejl, hvor kvantitet er vigtigere end liv.
Det er skammeligt.
Den faktiske overlevelsesrate hos staldgrisen har været konstant på cirka 85% siden 2002. Uanset kuldstørrelse og kuldantal. Så høj overlevelsesrate kan kun opnås hos staldgrisen.
Hvad inkluderer de i deres 85 %?
Hvis det kun er "staldgrisen" (fra 30 kg), er en dødelighed på 15 % (overlevelse på 85 %) faktisk ekstremt dårligt sammenlignet med de officielle tal på 3,4 %. Hvis de derimod mener fra fødsel til slagtning, er deres tal (85 %) langt mere optimistiske end branchens egne tekniske opgørelser (som siger ca. 72 % overlevelse).
Stagnation som succes:
At en overlevelsesrate er "konstant siden 2002", er en falliterklæring. Det betyder, at trods 20 års teknologisk udvikling og fokus på velfærd, dør den samme procentdel af dyrene stadig.
Antallet af døde stiger:
Fordi effektiviteten (antal grise pr. so) er steget voldsomt siden 2002, betyder en fast procentdel, at det faktiske antal døde grise er vokset med millioner.
Når industrien kalder 85 % overlevelse for en succes, ignorerer de, at de officielle landsgennemsnit viser, at næsten hver fjerde gris (28 %) dør undervejs i systemet. Det er ikke effektivitet - det er et massivt, systematisk spild af liv.
Eksport af smågrise er beskyttet af varernes fri bevægelighed i EU.
Når 30 kg grise eksporteres, skyldes det primært tre ting:
Slagterikapaciteten i Danmark er fuldt udnyttet.
De seneste 8 år er der lukket slagterier i Danmark, fordi afregningen på slagtesvin var for lav i forhold til andre EU-lande.
Tyskland og Polen har et smågriseunderskud i forhold til landenes efterspørgsel efter slagtesvin.
Det er en grov forenkling at gemme sig bag "varernes fri bevægelighed". Her er de tre største problemer med den udlægning:
Dyr er ikke plastik eller kartofler: I EU’s Lissabon-traktat (Artikel 13) anerkendes dyr som følende væsner. Det betyder, at medlemslande kan indføre restriktioner på handlen, hvis det er begrundet i "hensynet til dyrs liv og sundhed". Danske Svineproducenter får det til at lyde som en uundgåelig naturlov, men det er i virkeligheden et spørgsmål om politisk vilje til at håndhæve strammere transportregler.
Proportionalitetsprincippet: EU-retten tillader begrænsninger i handlen, så længe de er saglige og ens for alle. Hvis Danmark fx satte en grænse for transporttid (fx max 8 timer), ville det være et lovligt indgreb i den fri bevægelighed, så længe formålet er at beskytte dyrevelfærden.
Ansvarsfraskrivelse: Ved at kalde det "fri bevægelighed" forsøger man at flytte ansvaret fra landmanden til EU-systemet. Men eksporten er et aktivt valg drevet af profit: Det er billigere at køre grisen til Polen end at betale danske lønninger og miljøkrav for at fede den op herhjemme.
Vedrørende "fuld slagterikapacitet"
Påstanden om, at slagterikapaciteten i Danmark er "fuldt udnyttet", er direkte misvisende.
Virkeligheden: Danske slagterier (som Danish Crown) har de seneste år lukket afdelinger i bl.a. Sæby og Ringsted, netop fordi der manglede grise at slagte.
Paradokset: Kapaciteten forsvinder, fordi landmændene eksporterer smågrisene. Det er altså eksporten, der skaber de lukkede slagterier - ikke de lukkede slagterier, der tvinger eksporten frem. Det er en cirkelslutning, som faktaarket belejligt vender på hovedet.
At kalde eksporten for en bunden opgave pga. EU-regler er en juridisk røverhistorie. EU-retten giver rig mulighed for at prioritere dyrevelfærd over fri handel. Sandheden er, at industrien selv har skabt manglen på slagterikapacitet ved at sende råvarerne ud af landet for at jagte en højere smågrisepris i Tyskland og Polen.
Ingen danske svineproducenter bryder sig om at lave kirurgisk kastration. Et stop for kastration kræver at forbrugerne og forbrugerne vil købe kød fra hangrise.
“Fiksering” eller opstaldning af søer i bokse i farestalden beskytter de små grise mod at blive lagt ihjel. Derved får soen ben og grise overlever i større følgekuld end i gennemsnit hos frilandssøer. Efter 4-5 dage flyttes soen over i en stor fareboks. Det er en god dyrevelfærd.
Kupering af pattegrises haler har været en fast rutine for at forebygge halebid, som kan være både smertefuldt og livstruende for grisene senere i livet.
1. Kastration:
At lægge ansvaret på forbrugeren er en klassisk afledningsmanøvre.
Markedet styres ikke kun af kunder: Det er detailkæder, eksportmarkeder og slagterier, der dikterer standarderne. Industrien udelader, at man i andre EU-lande (f.eks. Holland og Tyskland) har fundet løsninger gennem branchesamarbejde.
Alternativerne eksisterer: De nævner ikke immunokastration (en vaccine, der stopper "ornelugt") eller produktion af hangrise, som kræver bedre management, men fjerner behovet for indgrebet. At fremstille kirurgisk kastration som eneste udvej er faktuelt forkert.
Det etiske paradoks: Man kan ikke kalde sig verdensførende i dyrevelfærd og samtidig insistere på at skære i 15 millioner dyr om året uden bedøvelse eller med utilstrækkelig smertelindring, blot fordi det er "nemmest".
2. Fiksering:
Påstanden om, at fiksering er "god dyrevelfærd", er et ekstremt vinklet partsindlæg.
Ensidig gevinst: Fiksering beskytter måske mod ihjellægning (det gør det ikke), men det er en løsning på et problem, industrien selv har skabt ved at avle søer så store og svage, at de ikke kan kontrollere deres egne bevægelser.
Velfærdsomkostningen: Man ignorerer totalt soens lidelser: Stereotyp adfærd (bide i tremmer), manglende redebygningsinstinkt og fysiske skader som skuldersår.
Manipulation med fakta: At sige, at soen flyttes efter 4-5 dage, er ofte en sandhed med modifikationer. I mange stalde er soen fikseret i ugevis. At sammenligne med frilandsgrise uden at nævne de positive velfærdselementer ved frihed (naturlig adfærd, motion, frisk luft) er uærligt.
3. Halekupering:
Dette punkt er måske det mest kritiske, da industrien her indrømmer en praksis, der er i strid med EU-lovgivningen.
Ulovlig rutine: EU-direktivet (2008/120/EF) forbyder rutinemæssig halekupering. Det må kun ske som absolut sidste udvej. Ved at kalde det en "fast rutine", indrømmer Danske Svineproducenter reelt, at de ikke overholder lovens hensigt.
Symptombehandling: Halekupering forebygger ikke halebid - det fjerner blot det punkt, grisene bider i. Halebid er et tegn på stress, pladsmangel og mangel på rodemateriale. I stedet for at give grisene mere plads (årsagen), skærer man halen af dem (symptomet).
Kroniske smerter: Man udelader, at kupering kan føre til dannelse af smertende nerveknuder (neuromer), som kan give grisen smerter resten af livet.
Industrien forsøger at sælge fiksering og halekupering som omsorg for dyrene, men sandheden er den modsatte: Det er voldsomme indgreb, man foretager på dyrene, fordi man nægter at tilpasse staldmiljøet til dyrenes naturlige behov. At kalde ulovlig rutinemæssig halekupering for en 'fast rutine' viser med al tydelighed, at man prioriterer systemets effektivitet over gældende lovgivning og dyreetik.
Deres sidste punkt:
Danske Svineproducenter kan tåle alle forandringer så længe der er ensrettede regler i EU.
Når Danske Svineproducenter kræver ensrettede regler i EU, før de vil acceptere forandringer, er det i virkeligheden en effektiv strategi til at blokere for dansk fremskridt.
Her er tre grunde til, at argumentet er problematisk:
Velfærd som konkurrenceparameter: Danmark har historisk vundet markedsandele og højere priser netop ved at gå forrest. Ved at stille højere krav til fx salmonellabekæmpelse og lavere antibiotikaforbrug (ikke den laveste dog), har dansk svinekød fået et ry for høj kvalitet. At sige "nej" til nationale særregler er at sige "nej" til at bevare denne førerposition.
En bekvem stopklods: Da det tager mange år at ændre EU-lovgivning (hvor 27 lande skal være enige), fungerer kravet om "ens regler" som en garanti for status quo. Det er en måde at sige "vi vil gerne ændre os, men kun når de andre gør det" - velvidende at det kan have lange udsigter.
Danmark som foregangsland: Flere af de tiltag, vi i dag ser i EU, startede som nationale regler i lande som Danmark, Sverige eller Holland. Hvis alle ventede på EU, ville bunden aldrig flytte sig.
Ved at afvise nationale stramninger, afviser man rollen som det lokomotiv, der trækker resten af EU i en grønnere retning.
Gennemgangen af faktaarket viser en systematisk brug af statistik manipulation og ansvarsfraskrivelse.
Her er de tre vigtigste punkter, man skal tage med fra kritikken:
Massiv dødelighed skjules som succes: Ved at fokusere på små promiller i kontrolrapporter og en "konstant overlevelsesrate", skjuler industrien det faktum, at hver fjerde gris (over 9 millioner dyr årligt) dør, før de når slagteriet. At tallene er "konstante siden 2002" er ikke en succes, men en falliterklæring over 20 års manglende fremskridt.
Symptombehandling frem for velfærd: Indgreb som fiksering af søer og ulovlig rutinemæssig halekupering præsenteres som "omsorg". I virkeligheden er det lappeløsninger på et system, hvor dyrene er avlet så hårdt, og staldene indrettet så tæt, at dyrenes naturlige behov må vige for effektivitet.
EU som bekvem stopklods: Industrien gemmer sig bag "varernes fri bevægelighed" og krav om ens EU-regler for at undgå nationalt ansvar. Det blokerer for, at Danmark kan fortsætte som foregangsland, og fastholder i stedet produktionen på et niveau, hvor profit vægtes højere end dyrenes status som følende væsner.
Kort sagt: Faktaarket er ikke en oplysning til borgerne, men et forsøg på at normalisere et massivt spild af liv og systematiske lovbrud som "fast rutine".
Hvis dyrevelfærdsloven virkelig skulle overholdes:
Mit navn er Lisel Vad Olsson - jeg har skrevet ovenstående indlæg, og er forfatter til bogen ‘Data, dyr og dagliljer’. Bogen er både en gribende og grundig bog. Solidt forankret i forskning tager den os på en forandringsrejse gennem de planetære grænser og medfølelsens betydning for vores eget helbred, måde at være i verden på - og ikke mindst måden vi dyrker mad på.
